Krydset ved Nørrebrogade og Kapelvej og Assistens Kirkegårds gule mur t.v. På gaden de markante sporvognsskinner. Foto fra ca. 1900 (Det Kgl. Bibliotek)
” … Naar man i aarenes løb flere Tusind Morgener er kørt ind i det tætte, travle, violette Nørrebro, hvor Morgenlyset aldrig var naaet at synke ned i Gadekløfternes Bund, ind forbi den mørke Assistens Kirkegaard, ind til Kapelvej, hvor man havde sit Arbejde saa at sige paa Fortovet af de Dødes Forum, Assistens-Kirkegaarden …
Martin A. Hansen, Hos “Hine Enkelte”, 1946
Brokvartererne uden for søerne er i dag et af de tættest bebyggede arealer i København. Det har imidlertid ikke altid været tilfældet. Bygningerne her er sjældent mere end 150 år gamle, for byudviklingen begyndte først for alvor i midten af 1800-årene. Før den tid anvendtes arealerne på anden vis. Kun Assistens Kirkegårds arealer vidner om en tid, hvor det der i dag er by, var en del af det åbne land. I generel forstand blev Nørre Forstad grundlagt og udbygget som følge af flere vigtige steder og begivenheder: Slottet Blågården, Assistens Kirkegård og forbuddet mod indenbys begravelser, samt ikke mindst den gryende industrialiserings private iværksætteri.
København var en fæstningsby, afgrænset af volde og forvarsværker. Adgang til byen skete igennem byens fire porte: Vesterport ved den nuværende Rådhusplads, Nørreport ved Nørreport Station, Østerport ved Kastellet og Amagerport ved Ravelinen på Torvegade. Foran voldene lå en vandfyldt voldgrav og længere ude lå “søerne”, Skt. Jørgen-, Peblinge-, og Sorte Dams sø, som et fremskudt forsvar. Søerne var kunstige og en del af Christian d.4.s mange store anlægsprojekter. Forvarshensyn og vandforsyning både til voldgravene og byens borgere gik forud for andre hensyn. De arealer, der i dag er blevet til de tæt bebyggede brokvarterer, var åbne arealer uden tæt bevoksning og kun bebygget med stubmøller eller udlagt til græsnings arealer til byens kreaturer. Af hensyn til et frit skydefelt for befæstningens kanoner og for at forhindre fjender i at finde ly herfor, var det forbudt at bygge inden for området, kaldet Demarkationslinjen.
LADEGÅRDEN blev bygget samtidigt med lystslottet Rosenborg og var en del af Christian d.4.s. mange landbrugsbesiddelser. Gården var efter tidens forhold meget moderne, med rørlagt vand der første direkte til kvægets krybber. Dyrefoderet kunne køres op i en lade over stalden og kastes ned til kreaturerne uden besvær. Ud over 500 stk. kvæg var her svin, får, geder, høns og ænder. Uheldigvis blev kongens ladegård offer for den svenske belejring af København i 1658. Den brændte ned til grunden. Arealet blev udstykket til 20 hollænderfamilier fra Amager. Navnet Ladegården blev bibeholdt i navnet på den å, Ladegårdsåen, som løb forbi og bragte vand fra Emdrup Sø, Lersøen og Damhussøen ind til Skt. Jørgens Sø.
RAVNSBORG var ligesom Ladegården oprindeligt en del af Københavns fremskudte fæstningsværk. Den dækkede ind- og udfaldsvejene fra Nørreport og Nørre Landevej. Tilbage i 1500-årene blev der til magistraten klaget over det “løsagtige levned” som foregik her uden for byen. Mange fattigfolk flyttede på trods af forbud uden for byens volde for at slippe for skatteopkrævning. Ravnsborg blev efterhånden kendt som forlystelsesstedet “Store Ravnsborg”, mens det endnu mere brogede forlystelsessted “Lille Ravsnborg” lå helt ude ved Assistens Kirkegård. Man kunne altså “fylde op” med øl og brændevin hele vejen ud af Nørre Landevej. På “Lille Ravnsborg” indtog fattigfolk gerne gravøl, og her var i begyndelsen af 1800-årene både billard og keglebane. Her fødtes Johanne Louise Pätges, der som barn dansede på bordene i knejpen og siden blev den berømte skuespiller Johanne Louise Heiberg. Fra “Store Ravnsborg” opstod siden “Nørrebros Teater”.
Demarkationslinjen blev udvidet gradvist i takt med at kanonernes skudvidde øgedes, indtil byggeforbuddet nedlagdes og demarkationen ophævedes efter koleraepidemien i 1853. Byen var blevet for lille. Fæstningsbyen havde den ulempe, at hvor de omgivende mure beskyttede indbyggerne, begrænsede de også deres udfoldelse. Arealkrævende skikke som begravelser blev efterhånden et problem. Derfor anlagdes en række assistance-kirkegårde uden for byens volde, primært som fattigkirkegårde, for de der ikke havde råd til at blive begravet ved kirkernes urtegårde eller i kirkekrypter. Først i 1750´erne tages der for alvor hånd om problemet, og det besluttedes at samle de mange mindre udenbys assisterende kirkegårde til én stor. Denne kirkegård blev Assistens Kirkegård, og svarer til arealet på hjørnet af nutidens Nørrebrogade og Kapelvej. Rundt omkring kirkegården, og særligt i området imellem Kapelvej og søerne, lå dengang lystgårde, haver og småindustri, hvoraf navnene endnu findes i bydelen: Solitudevej, Blågården, Ladegårdsvej, Teglgårdsvangen, Ravnsborggade. Men modsat byens andre kirkegårde, som er forsvundet under byggeri, er Assistens Kirkegård vokset større, og har fået større betydning. Da kirkegården var allerstørst, var det areal, der nu er Hans Tavsens Park og området, der hvor nu Helligkors og Jagtvejens skoler ligger, også en del af kirkegården. Kirkegården har i takt med befolkningstætheden ændret karakter, og er blevet rekreativt område.
SOLITUDE lå bare et stenkast fra “Lille Ravsnborg”. I 1769 blev gården købt af staten, og her indrettedes på foranledning af society-lægen Johan Friedrich Struensee en “koppeindpodningsanstalt”, som vaccination hed på det tidspunkt, for at komme den dødelige og vansirende sygdom kopper til livs. Initiativet blev ikke godt modtaget af den skeptiske befolkning, og anstalten blev lukket 1783 og indrettet til opfostringshjem. Men gården blev igen solgt og omdannet til lystgård. Fra 1790´erne blev Solitude brugt af Københavns musikforeninger til sommerkoncerter, domineret af brødrene Schall, der som professionelle musikere var aktive i det borgerlige musikliv. I 1820´erne blev al jord solgt fra Solitude, en af køberne var Peter von Scholten, der senere blev generalguvernør på de Dansk-Vestindiske Øer, men som dyrkede tobak på marker omkring Assistens Kirkegård. Spekulationsbyggeri i 1880´erne væltede lystslottet Solitude, hvoraf kun navnet Solitudevej endnu er tilbage på Nørrebro.
“… Langt derude ad Nørrebrogade gaar Vejen. Forbi Smaahuse, der ligger en Smule tilbagetrukne fra gadens Støj med hyggelige Smaahaver foran, hvor det pipler med grønt i alle mulige Nuancer, mørke- og lyse-grønt, grøngult og gyldengrønt, næsten lige ned til gult. Sidegaderne, som staaer lodret paa Nørrebrogade, har et provindsagtigt-fredeligt Præg; der er ingen Færdsel, kun Børnene driver deres Leg hen ad Fortovet. (…) Men ellers er der landligt og stille herude paa Grændsen mellem Land og By …
fra “Nutiden”, 1885
TEMA: Blågårdens areal
Fotos fra Nørrebro i tiden hvor bydelen ændrer karakter fra landzone til byzone. En udvikling der for altid ændrede miljøet omkring Assistens Kirkegård, og en tid hvor der endnu bymæssigt var arealer til både boliger og den nye tids industri på bekostning af de ubebyggede grønne arealer og udstykninger af tidligere tiders landsteder og private haver
TEMA: Nørrebrogade 88