Blågården – assistens.nu

Del af Nørre landevej og Blågårdens bygningsmasse omgivet af parceller med matrikelnumre. T.h. Assistens Kirkegård, på hjørnet af Kapelvej og Nørre Landevej ses den gamle graverbolig. Den gule, runde bygning ud til Nørrebrogade er en af de gamle vindmøller, som endnu prægede bydelen , 1836. Bemærk afmærkningen af allé træer langs kirkegårdens mur. Københavns Stadsarkiv

Der hvor Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, lå indgangen til BLÅGÅRDEN, oprindeligt en landejendom bygget af statholder Christoffer Gabel i 1661. Blågårdens storhedstid indledtes, da Frederik d. 4.s livsglade bror, prins Carl, købte gården i 1707

Prinsen ønskede sig et slotsanlæg efter fransk mode, med en stor park til at holde fester i, samt et komplet guldmagerværksted, hvori han kunne dyrke sin interesse for alkymi i håbet om en gylden gevinst. Området blev hurtigt kendt som “Prins Carls Hauge” efter den pragtfuldt anlagte barokhave, der var forsynet med springvand, lindealléer, symmetrisk klippede hække og træer, fiskedamme og pavilloner.

Gabels gammeldags bygning var naturligvis for lille til prinsen, der opførte en ny hovedbygning, der rummede en stor havesal med en pragtfuld kunstsamling og store glasdøre der kunne åbnes direkte til haven. Bygningens mest karakteristiske træk var de blåglaserede tagtegl, heraf navnet. Da Peter den Store af Rusland besøgte Danmark i 1716 krævede han at bo på Blågården. Ved Prins Carls død i 1729 overgik det fine anlæg til søsteren prinsesse Sophie Hedvig og hendes uofficielle ægtemand Carl Adolph von Plessen.

Gården forblev i Plessen familiens eje indtil 1765, hvor den blev solgt på auktion, først til konsumptionsskriver Knud Lyne (Knud Lyne Rahbeks onkel), siden solgt til Kong Christian d. 7. ved mellemmand Conrad greve Holck, kongens “forlystelsesminister”. Herefter blev Blågården rammen om Christian d.7.s og udskejelser med elskerinden “Støvlet Katrine” og meget muntre frokoster med deltagelse af Det Kgl. teaters aktricer. Men med “Støvlet Katrines” forvisning til Vandsbek, kongens skilsmisse fra ægtefællen Caroline Mathilde, og hendes utroskab med kongens livlæge Struensee, endte kongens glade dage tragisk. det blev enden for Blågården som lystslot.

Blågården blev solgt for en slik til storgrosserer Tutein, der i bygningen anlagde en klædemanufaktur. Det brogede klæde udgjorde en del af trekantshandlen, og derfor har Nørrebro da også på sin vis sin egen slavehandler. Mern allerede i 1791 solgtes bygningerne fra, og her indrettedes det første Blågårds Seminarium. Seminariet flyttede pga. englændernes belejring af København i 1807 til Jonstrup.

Blågårdens hovedbygning fik i 1827 en kunstnerisk opblomstring, da italieneren Philippo Petoletti ombyggede huset til teater, og fik bevilling til at opføre pantomimer uden for stadens porte. Teatret blev det første uden for byens volde, og det skabte den tradition for folkelige forlystelser, som blev videreført af teatret på Store Ravnsborg, og siden fulgt op ad morskabsteatre på Vesterbro og forlystelser som Alhambra og Tivoli. Da Philippo Petolettis teater i Blågårdens hovedbygning nedbrændte i 1835, blev arealet overtaget af Heegårds Jernstøberi, en del af Nørrebros voksende industri og arbejderkvarter.

Blågårdens ejere

–1688: Christoffer Gabel

1688-: Ulrik Frederik Gyldenløve

–1701: Reinhold Meier

1701-1706: Cesar René de Thehillac

1706-1729: Prins Carl

1729-1735: Prinsesse Sophie Hedevig

1735-1758: Carl Adolph von Plessen

1758-1765: Det Plessenske Fideicommis

1765: Knud Jacobsen Lyne

1765-1777: Conrad Holck

1777– : Peter Tutein