” … HIERTETS USKYLD OG GODHED STRAALEDE FREM GENNEM HVERT HENDES TRÆK MED FAVRESTE JOMFRUELIG YNDE FOREENEDE HUN DANNEQUINDENS MODNE HÆDERSVÆRD. SAALEDES ELSKELIG, HÆDERLIG, MØNSTER I FORMUENS VELGØRENDE BRUG, I KIØNNETS, I MENNESKETS HULDESTE DYDER, LEVED HUN AF ALLE GODE ELSKET, HÆDRET, LYKKELIG, DØDE AK I SIT LIVS, SIN ELSKELIGHEDS SKIØNNESTE BLOMSTER, SAVNET, BEGRÆDT …
Gravskrift på forsiden af sarkofagen ved Bodenhoffs familliegravsted. Monumentet tegnet af Johannes Wiedewelt.
Giertrid Birgitte Bodenhoff f. Rosted, rødkridtstegning af Paul Ipsen 1788 i familiens privateje, efter et miniature portræt af Cornelius Høyer (foto©Caspar Andreas Jørgensen)
Ved madam Bodenhoffs Grav
mindeskrift af digteren Thomas Thaarup
Du, som Jordens Hæld og Ære, Med umættet Sjel attraaer; Lad Dig denne Gravhøj lære: Jordens Lykke som en Damp forgaaer.
Den, hvis Tab vi her begræde, Sank i favre Ungdom hen, Havde Haab til Livets Glæde, Og et Hierte værd at nyde den.
Men det var Alviisdoms Tykke, Kort blev denne Reisefærd, Tidlig hun forlod den Lykke, Som er intet Savn og Ønske værd.
Gift som 16 årig d. 6. januar 1796 og siden enke som 17 årig efter bare 5 måneders ægteskabelig lykke. Danmarks rigeste grosserer-enkefrue med ansvar for eget firma. Giertrud Birgitte Bodenhoff døde i så ung en alder, at det gav anledning til vedholdende rygter om en forbrydelse. De mystiske omstændigheder om den 19 årige enkes død d. 4. juni 1798 førte til formodninger om, at hun var blevet begravet som skindød. I 1953 fik efterkommeren, folketingsmedlem og læge, dr. Viggo Starcke tilladelse til at åbne pigens grav …
” … Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min Søster med røde kinder …
I “gamle dage” havde man endnu ikke helt fundet på sikre dødskriterier. Hvordan afgjorde man om en person rent faktisk var død inden den blev begravet? H.C. Andersen var skrækslagen for at blive begravet levende. I Bangs graverbolig og ligstue på Assistens Kirkegård, der blev opført i tiden omkring 1804-1808, havde man som teknisk hjælpemiddel i den såkaldte ligstue ophæng en klokke, så de henstillede afdøde i deres kister i tilfælde af de ikke var døde alligevel, kunne ringe på graveren med en klokkesnor. I det senere kapel på Assistens Kirkegård opført 1865-68, havde man et lokale der blev benyttet som lig-henstilllings-stue, hvor man sikrede sig at folk rent faktisk var døde – hvis der var herskede tvivl – når man ved selvsyn i åbne kister kunne se at forrådnelsen var sat ind …
I begyndelsen af 1950´erne bad ugebladet Hjemmet dr. Viggo Starcke om at skrive en artikel til bladet. Han fandt det oplagt at benytte sit materiale om Giertrud Birgitte Bodenhoff, med hvem han var i slægt. Artiklen blev bragt, og Viggo Starckes datter Grå Starcke, har siden fortalt at artiklen førte et væld af henvendelser med sig, bl.a. en fra familien efter den tidligere overgraver på Assistens Kirkegård, Christian Mejsling (en bror til H.C. Andersens plageånd fra latinskolen i Slagelse). Ifølge deres familietradition skulle graveren på sit dødsleje på Frederiks Hospital i 1816 have indrømmet ved skriftemål til biskop Mynster, at han slog Giertrud Birgitte Bodenhoff ihjel. De to kendte oven i købet hinanden, da graveren havde bedt Giertrud Birgitte være gudmor til graverens nyfødte barn (indskrevet i kirkebogen i Frue Kirke!) Henvendelsen og såvel Rosted familiens som Bodenhoff familliens egne familietraditioner førte til udgravningen af Bodenhoff-krypten, der udover Viggo Starcke fulgtes af lægen og arkæologen dr. Møller-Christensen og professor P.O. Pedersen fra Tandlæge højskolen. Historien blev bragt som føleton i BT 1953.
