Frederik Høegh Guldberg
Assistens Kirkegården, en elegisk Idyl i flere Scener; helliget Knud Lyhne Rahbek 1796
” … Hil dig, du Lykkelige Dødes Hjem!
Du Bolig for hver Stand, hvert Kjøn, hver Alder!
Til Dag og Kummer Sol ei vækker dem,
til Graad i søvnløs Nat ei Stjernen falder.
Hil være Dig!
Saa venlig er din Ro:
den Glade leirer sig i dine Skygger,
og, tordner Skæbnen, Uhelds Søn saa frø
her sit Paulun paa Haabets Strandbred bygger.
Hver Flygtning, som for Verden iler hid
og søger Lindring mellem dine Høie,
her i eet Øieblik sig vandrer blid,
og gaaer fra dig og har forglemt sin Møie …” (uddrag)
Mogens Lorentzen
Vinteraftener ved Assistens, i Hverdagen, 1927
.
Petri Claudi Ferdinand Worm
Assistens Kirkegården, 1836
“Fjernt fra Hovedstadens Støi og Vrimmel,
Indenfor de Dødes Haugemuur
aabner sig en lille jordisk Himmel
I dit skjød, O hellige Natur.
Taarepilen over Rosen dukker
Sørgende sin grønne Krone ned,
Sommervinden gjennem Lunden sukker,
Hvisker sagte om de Dødes Fred.
Urnen, Kors og Marmor Sarkofager,
Sødt grupert imellem Løvet staaer,
Hist i Busken Nattergalen klager,
Eller Droslen sine Triller slaaer.
Maanens Sølverstraaler blidt omflyder
Blomster-Templet med et helligt Skjær;
Smerteblandet Fryd du mig indgyder,
Skjønne Helligdom du er mig Kjær.
Ak! saa mangen herlig Aften vandret
jeg i dine Gange op og ned;
Snart vi har os begge to forandret:
jeg skal døe – det skal dun ogsaa med,
Dine Blomsters Pragt og Træers Blade
Visner og forsvinder meer og meer;
Dine Venner ere endnu glade,
Naar de hist og her en Asters seer..”
Hans Christian Andersen
Et godt Humør, 1852
” … Her, bag det hvidmalede pindegitter, hvor der indenfor engang stod et rosentræ, – nu er det borte, men en smule eviggrønt fra naboens grav strækker sin grønne finger derind, for dog at gøre lidt stads, – hviler en meget ulykkelig mand, og dog, da han levede, stod han sig godt, som man siger, havde sit gode udkomme, og lidt til, men han tog sig verden for nær (…)
Her hviler en meget gerrig madam; mens hun levede, stod hun op om natten og mjavede, for at naboerne skulle tro at hun holdt kat; så gerrig var hun!
Her hviler en frøken af god familie; altid i selskab skulle hun lade sin sangstemme høre, og så sang hun med i “mi manca la voce”! det var den eneste sandhed i hendes liv!
Her hviler en jomfru af en anden slags! Når hjertets kanariefugl begynder at skrige op, så putter fornuften fingrene i ørene. Skønjomfru stod i ægtestands glorie –! det er en hverdagshistorie – men det er pænt sagt. Lad de døde hvile!
Her hviler en enkefrue, der havde svanesang i munden, og uglegalde i hjertet. Hun gik om i familier på rov efter næstens mangler, ligesom i gamle dage “politivennen” gik om for at finde et rendestensbræt, som ikke var der.
Her er en familiebegravelse; hvert led af den slægt holdt sådan sammen i troen, at om hele verden og avisen sagde, således er det, og da den lille søn kom fra skolen og sagde, “jeg har hørt det på den måde!” så var hans måde den eneste rigtige, for han var af familien. Og vist er det, at traf det sig så, at familiens gårdhane galede ved midnat, så var det morgen, om endogså vægteren og alle byens ure sagde, det er midnat.
Den store Goethe slutter sin “Faust” med, at den “kan fortsættes,” det kan også vor vandring herud på kirkegården; her kommer jeg tit! … (uddrag)
Viggo Stuckenberg
Assistents Kirkegården, i Sidste Digte, 1906
“Naar det suser i de nøgne Grene, og det drypper langs Kapellets Mur, og hver Smaafugl flakker om alene, gaar jeg – ene – her min aftentur.
Jeg har kendt fra Barnsben denne Have, kendt hvert Gitter og hver Hængeask, kendt hvert Navn paa disse gamle Grave, – Eduard Storm, Poul Møller, Rasmus Rask.
Tidt jeg med min Fa´r har maattet vandre rundt herinde, maattet stille staa ved en død – men længst blandt alle andre ved den mørke Hæk, hvor Bødtcher laa.
Før jeg vidste, hvad det var at male, var som Navn paa Grav Jens Juel mig nær, og ved Oluf Brøndsted hørte tale første Gang jeg om, hvad Græsk var værd.
Jeg har levet her i disse Gange Fædres Liv, før mit var halvt begyndt, lyttet andagtsfuldt til fjærne Sange, Skønhed for en svunden Tid forkyndt.
Aar er rundne – andre bragt til Graven, Mænd, jeg selv har kendt, blev gemt i Jord, Julius Lange fik sin Plads i Haven, mange, jeg stod nær, – min egen mo´r.
Jeg har staaet her ved Vintertide, set saa mangen Kiste bæres ud, set dens Blomsterdække skælve, stride, vejre Dødens Gru i Vintrens Slud.
Aldrig voksed dog fra disse Hække denne Gru ind i min egen Sjæl, jeg har lært fra Barnsben her at lægge Vingekrans omkring den tunge Hæl.
Og jeg møder, hver Gang her jeg træder, – hvordan saa mit eget Liv forløb, ved hver Grav min Barndoms skære Glæder, … og saa smukt, som sprang de just af Svøb
Søren Aabye Kierkegaard
Journaloptegnelse, 1846
” … Forunderligt! der uden for byen ligger de Dødes Have – et lille Husmandslod, knap saa stort som en Husmands Lod, og dog rummes her hele Livets Indhold. det er et compendieust Afbillede af Virkeligheden, et kort Indbegreb, en Lomme Udgave!”
Mogens Lorentzen
Foraar på Assistens, i Dage & Nætter, 1942
Søren Aabye Kierkegaard
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 1846
” … Ak men gaae engang ud paa Kirkegaarden, betragt Gravene, og see! der er stunndom et Menneske bleven forfatter som allermindst tænkte derpaa. Disse korte Indskrifter, et fromt Ord, en Amildelse f.E.: den Gudfrygtiges Minde er i velsignelse. – derude prædiker Alt; thi som Naturen forkynder Gud, saa prædiker enhver Grav. der er et Grav-Monument, det forestiller en ung Pige i bryststykke, hun har vist været deilig, nu er Stenen sunken sammen, og Nelder voxe om Graven. Hun synes ingen Familie at have havt. – En anden Grav gjemmer en Kriger, hans Hjelm og Sværd ligger paa Kisten, og underneden staaer, at hans Minde aldrig skal glemmes. ak og dog er allerede Laagen paa Rækværket revet af lave, men fristes til at age hans Værd og værne om ham, han gjør det ikke mere – og de Sørgende meente, at hans Minde alddrig glemmes”
Alfred Martin Jens Hansen
Hos “Hine Enkelte“, 1947
” … Mennesket har sin Skæbne. Gravstenen sin. Hist og her kan man finde gamle Sten i
Gangene, flyttet derud, ikke staaende paa en Grav mere, den Dødes Navn er ogsaa
ulæseligt, forvitret – hvad der ristes i Sten, holder endda sjældent saa længe som det, der skrives paa Papir – aaja, Manden er glemt, men Stenen var saa smuk. Den kan faa Lov at staa lidt endnu og minde om sig selv.
I en Udkant har Gravmælerne deres egen Kirkegaard. Her ender de fleste, store og
smaa, dyre og billige. Her staar de og stirre forvirret paa hverandre, hver med et glemt
Navn. Saa kommer de under Mejslen. Af det store, dyre Minde kan der altid blive et lille
og billigt. Kunder mangler aldrig. Det foregaar ikke saa langt fra H. C. Andersen, som
nok kunde have brugt det i et Eventyr.
Jeg holder mest af Assistens i Taage eller blid Regn. Jeg kan ogsaa lide den en bøs
Efteraarsdag, naar raslende Blade fyger til Dynge. Da er Assistens tung, men afklaret og
viis. I Sommersol afsløres Pladsnøden, Disharmonien, den grænseløse Individualismens:
Her gives intet Haab. Dækket af Sne, der hænger som svulmende Puder over prangende, hæslige, gustne Sten. Og dog. Her passerer man et lille, bitte Minde, dem er der mange af. ”Vor kære lille Dreng…” staar der. Resten er skjult af Sneen. Men det er jo ogsaa nok, og man husker, at John Christensen engang har malet en af disse smaa forfærdende Grave. Et mildt Hjerte, som han var, malede han to Engle, der knæler i Sneen ved Graven, Engle, som et Barn ser dem. Børnenes Død. At give det meningsløse Mening er ikke gjort med at male Engle. Men han har alligevel tænkt, følt, gjort mere for Meningen end de fleste af os andre … (uddrag)
Lean Nielsen
Besøg på assistenskirkegården, i Besøgsdigte, 1978
Fyens Stifts kongelig allene priviligerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 26. juni 1818
” … Paa Assistentskirkegaarden uden for Nørreport, er den store Dødelighed i Kjøbenhavn især mærkelig. I de sidste Aar er denne Kirkegaard bleven saa opfyldt med Grave, at der om føie Tid maa tænkes paa dens Udvidelse, uagtet dog endnu saa mange Liig begraves saavel paa Kiøbenhavns, som paa de uden for Østerport værende Kirkegaarde. Hvad Smagfuldheden og Ordenen angaaer, da er Assistentskirkegaarden nu den skiønneste af alle Kirkegaarde her til Lands. Den ligner mere en Hauge med de herligste Anlæg end en Kirkegaard. Af særdeles kostbare Mindestene er ingen komne her i de sidste Aar, formodentlig fordi de vare alt for bekostelige. Men dog er der ved Muren opført et mærkværdigt Kapel med Straatag paa, for den afdøde Oberstlieutn. og forrige Kommandant paa St. Thomas v. Scholten. Det har ordentlige Dørre og Indgang, og Vinduesruderne ere af et Slags kouleurt Glas, der falder i det Rødlige. – Biskop Balle, Skuespiller Knudsen, og adskillige andre bekjendte Mænd, have endnu ikke faaet noget Minde. I disse Dage oprettes eet for Generalkrigskommissair Lange. – Af kuriøse Mindesmærker fortjener at anføres eet, som er malet paa Muren. Man seer nemlig Tiden med Lee og Timeglas til Hest i fuld Fiirspring, malet med Sort paa Graat. Nedenunder læses: ”Saaledes levet, at naar Ven Mors banker paa Døren, Man saa kan sige kom ind!”
Folketidende, fredag d. 13. oktober 1865
” … Gravfreden på Assistens Kirkegård: De kender formentlig, hr. redaktør, af egen erfaring den omsorg, enhver efter sin evne og lejlighed viser en kær afdøds sidste hvilested, og vil derfor forstå, at jeg ikke uden dyb harme kan finde mig i, at der idelig og idelig ranes fra et gravsted efter en af mine nærmeste på den del af Trinitatis kirkegård, hvis indgang er i nærheden af Lighuset. På graven har jeg for 8 år siden plantet et grantræ, som nu var i frodig vækst, men allerede ifjor har man borttaget sidegrenene på den ene side, og ved nu i søndags at komme derud så jeg, at man har fortsat der, hvor man slap ifjor, så at træet nu står aldeles afpillet undtagen en lille top, som man dog har været så god at lade blive tilbage. Da jeg har lagt mærke til, at mange andre grantræer derude have lidt samme medfart, er de øjensynligt, at det hverken er råhed eller kådhed, hvad man nu vil kalde det, der har ledet dem, så således har skændet det af mig fredede træ; men rimeligvis ere de afbrudte grene blevne benyttede til forarbejdelse af ligkranse. Man turde derfor med god berettigelse udtale ønsket om, at de skyldige når de antræffes, ikke som hidtil med særligt hensyn til genstandenes i og for sig ringe værdi, men at der tages noget mere hensyn til stedet og forholdene, hvor disse tyverier begås …”
Sonja Ferlov Mancoba: Brev til Niels Ferlov, 11-7-1980
”Tak for den dejlige tur med dig gennem Assistens Kirkegaard til Hanne. Jeg tænker på din mor (som vi mindedes sammen), på familie-gravstedet, på H.C. Andersens grav og sidst på Søren Kierkegaards hvilested med den gul-røde brændende Rosenbusk.
Jeg tænker på luftens vibrationer i denne paradisiske, jordiske og på samme tid åndelige have, hvor minderne så mangen en gang danner grobund for mødet mellem de som gik bort til det ukendte for atter at forene sig med Altet hvorfra vi kom, og de, som fortsat i kærlighed endnu bærer de bortgangne livs åndelighed videre som menneskehedens arv. Besøget hos Hanne var stort og stærkt i sin enkle Simpelhed. Det blev for mig blandt de bedste oplevelser i Danmark”.